Selvom du sikkert allerede ved det, så anses en brændeovn for at være relativt miljørigtig, da det er en CO2 neutral afbrænding der sker. Men desværre løser de ikke problematikken med de forurenende partikler der sendes ud i luften og derfor er det vigtigt, at man sørger for at fyre rigtig i sin brændeovn. Når du følger vores anvisninger nedenfor, så vil du komme så tæt på en optimal forbrænding som det er muligt.
Når brændeovnen er helt ny
Har du lige fået din nye brændeovn ind af døren, så er det vigtigt at du ikke starter med at sætte fuld fart på optændingen. De fleste brændeovne er normalt behandlet med diverse kemiske materialer og har yderligere fået et lag maling så den har den ønskede farve. For at sikre, at malingen kommer til at holde, så skal ovnen startes med at blive varmet stille op. Tænd derfor op i noget optændingsbrænde (små stykker træ) og lad dem brænde ud. Gør det eventuelt et par gange indtil ovnens overflade har været fornuftigt varm et par gange. Herefter kan du frit gå i gang med at tænde op som normalt.
Undgå vådt træ, uægte træ og affald
Når du fyrer op i ovnens brændkammer, så er det meget vigtigt, at du bruger tørt træ. Normalt skal man helst sørge for at kløve træ hurtigt efter det er blevet fældet og derefter lægge det til tørre i minimum 12 måneder og gerne 24 måneder hvis det er muligt. Træet skal opbevares på et sted hvor det er løftet lidt fra jorden, så vinden har mulighed for at tørre det fra alle sider.
Lad derfor være med at bruge vådt træ. Ikke nok med, at du ikke får den optimale varme ud af træet, så soder det også gerne din brændeovn og skorsten til så den skal renses oftere og i værste fald skal udskiftes hurtigere.
Du må heller aldrig fyre op med alle mulige andre former for træ. Din brændeovn er ikke en forbrændingscentral og affald, trykimprægneret træ, limet træ eller andre former for behandlede materialer udsender giftige dampe der er usunde for både dig og dine naboer. Samtidig risikerer du også at ødelægge ovnen og skorstenen.
Optændingen til at starte med
Når du skal have gang i brændeovnen efter at den har været slukket, så sørg for, at lade asken blive i bunden af ovnen. Det er isolerende og hjælper dig til at få bedre gang i ilden.
Tag dit optændingsbrænde (små stykker) og placer dem i 4 lag. Første lag skal gå fra front til bagside, lag to fra side til side, lag tre fra front til bagside og lag fire fra side til side. På den måde får du bygget et lille tårn hvor træet har mest mulig luft omkring sig.
Læg nu dine aviser mellem lag 2 og 4 og tænd ild til dem her. Ved at tænde op højt i ”tårnet”, så sørger du for at nogle af de dampe der udvikles ved optændingen bliver forbrændt inden de kommer videre.
Sørg for at regulere ilttilførslen så ilden kan få ordentlig fat og lad eventuelt døren stå lidt på klem så der kan komme nok ilt ind. Efter ca. 5 til 10 minutter bør der være god gang i ilden og du kan lukke døren.
Træet skal ligge vandret
Når du skal lægge mere træ i brændeovnen, så er det optimalt, at placere den vandret oven på gløderne. Tag eventuelt din ildrager til at fordele gløderne rundt i bunden. Læg aldrig mere end 2-3 stykker træ ind af gangen og undgå at de er for store.
Med asken i bunden af ovnen og ved at sørge for, at ovnen får tilført den rigtige mænge ilt via luftventilerne, så sikrer du, at forbrændingen sker ved den højest mulige temperatur (når ilden er gul er det godt). På denne måde sikrer du en optimal forbrænding og at du får mest mulig varme ud af dit brænde.
Farlige partikler sendes ud i nabolaget
På Miljøstyrelsens hjemmeside kan man blandt andet læse, at de danske brændeovne står for mere end halvdelen af de partikler der slippes ud i luften. Derfor er det vigtigt at du følger ovenstående så godt som muligt. Både for din egen og for dine naboers skyld.
En metode til at se hvor god du er til at fyre op er, at gå udenfor huset og kig på den røg der kommer ud af skorstenen. Jo mere det ryger, desto dårligere forbrænding. Røgen skal gerne være så gennemsigtig som muligt og skal også helst være lugtfri. Er den ikke det så skyldes det enten din optænding eller at du har brug for at få skorstensfejeren forbi til et eftersyn.
Miljøstyrelsen anbefaler i øvrigt også, at man køber brændeovne som er mærket med Svanemærket, for på den måde sikrer man, at de har levet op til nogle endnu strengere miljøkrav. Du kan læse mere om Svanemærket her.
På sigt vil vi se, at der bliver sat filtre på vores hjemlige brændeovne således at partikeludledningen minimeres eller helt fjernes. Desværre er man ikke nået længere end at der stadig køres tests hos leverandørerne, men på sigt er det noget vi vil kunne forvente bliver en standard og måske endda et krav.